
onsdag den 23. januar 2008
Bibliotekaren fra inderst til yderst

torsdag den 10. januar 2008
"Den gamle bog - Oh lad den stå..."
Det gør vi jo hele tiden internt - uden at det altid kommer til offentlighedens kendskab - men når en betrængt forlagsdirektør melder sig på banen, sker der noget, og alle gode kræfter iler til barrikaderne.
- eller skulle man sige i skyttegravene; for aktørerne er jo vant til at diskutere med hinanden, og hver i sær hører de, hvad de vil uden fornemmelse for, at de måske basalt set er mere enige end de selv vil vide af...
Selvfølgelig skal biblioteket være kulturbærer - eller kulturens spejl, som vi yndede at kalde det for debatter tilbage.
- Det betyder at det skal rumme både fortid, nutid og fremtid - med alt hvad det indebærer af medier og aktiv formidling ikke blot af bestsellere.
- Selvfølgelig skal de lokale biblioteker IKKE være museer - det har vi Det Kongelige Bibliotek til.
- Selvfølgelig skal biblioteket OGSÅ være en aktiv medspiller i det aktuelle samfund - hvorfor skulle man ellers investere offentlige kroner i det?
Jeg tror fortsat på biblioteket som læringsrum og oplevelsesrum.
Bibliotekerne trænger i den grad til at træde i karakter og ændre image. Det er jo dette forældede image, som nu får velmenende politikere til at gå til kamp for bevaring af bogen i en ny bibliotekslov. Kommer de mon nogensinde på et bibliotek?
Politikeres opgave er vel også at være fremsynet. Det får dem f. eks. til at drøfte Kattegatbroer, fordi tiden kræver det.
Tror man virkelig at tiden kun kræver papir på bibliotekerne?
Jeg gætter på at de samme politiske beslutningstagere langt hen ad vejen selv betjener sig af alle de andre informations - og oplevelsesmedier i deres private dagligdag.
Der kan være mange gode grunde til snart at kigge på en revision af biblioteksloven - men det skal ikke være for at skabe en ny museumslov eller sanktionere produktstøtte til forlagene. Derimod kan der måske være grund til at knæsætte, at bibliotekerne har pligt til at formidle relevante kulturbærende medier - også de smalle.
Det er en vigtig rolle for et kulturelt spejl - og det kræver politisk vilje at investere i.
