I går kom jeg en time for tidligt til toget, som skulle afgå 7:42
Havde glemt at rette til vintertid på mobilen - man er jo så vant til at alt er styret fra Frankfurt i dag.
Skulle til møde i Bibliografisk Råd for at deltage i et projekt om optagelse af e-ressourcer i Nationalbibliografien.
Lyder det kedeligt?
Det er det bestemt ikke!
Tænk blot hvis vi får en nationalkatalog med links til alle de sider, som vi får stadig større behov for at kende, hvis vi vil begå os i det danske samfund.
Borger.dk er blot begyndelsen...
Som forberedelse til projektarbejdet har vi læst nogle tankevækkende indlæg om IFLA's anbefalinger til en moderne nationalbibliografis indehold.
I rigtig gamle dage handlede nationalbibliografi groft sagt om at beskrive et biblioteks indhold.
I moderne tid handlede og handler det stadig om at tilgængeliggøre (idag vil vi nok sige synliggøre) landets offentlige dokumenter, litteratur m.m. (UNESCO står bag - for demokratiets skyld).
Nationalbibliografien var et arbejdsredskab for de professionelle.
Idag har IT-udviklingen vendt op og ned på det hele.
Alle kan jo publicere og lade sig genfinde på nettet - og de store søgemaskiner hjælper godt til.
Dermed kan en nationalbibliografi få en helt ny rolle, som den kilde der sørger for at komme rigtigt ud i de relevante kroge.
Og nationalbibliografien skal i dag også beskrive et informationssamfund som benytter sig af elektronisk kommunikation og e-ressourcer.
Indlæggene stiller spørgsmålstegn ved. om denne form for bibliografisk virksomhed er relevant i IT-samfundet - eller der skal tænkes nyt.
Skal vi til at tænke nationalbibliografien som en brugerrettet katalog - og hvem er så den brugergruppe den skal henvende sig til?
I Danmark er vi godt med. Vi har en velfungerende nationalbibliografisk registrering, som vi lader indgå i katalogerne DanBib og bibliotek.dk.
Derfor er det også naturligt at vi nu begynder at fundere over hvilke e-ressourcer der skal registreres til det fælles bedste.
For det er jo klart, at ikke alt på internettet behøver en nationalbibliografisk registrering.
Det tegner til at blive et meget spændende projektarbejde.
Efter nogle timers god debat var det så tid til at gribe mobilen igen for at sikre sig billetter til Den Ny Opera's opførelser af Ragnarok til sommer.
Hurra for mobilen, når man står langt fra hjemmet - jeg ventede villigt som nummer 8 i køen.
Det virkede lige som når abonninerne står i lange køer foran billetkontoret på Kongens Nytorv.
Og man måtte tage hvad man kunne få allerede efter blot et par timers åbning af billetsalget!
Nu har jeg så noget at glæde mig til, så jeg begav mig tilfreds på hjemrejsen og fandt min ZenStone frem: på 1GB har man underholdning alle 3½ time til Esbjerg: Et fyldigt uddrag af Ringen med sublimt orkesterspil af Karajan og Berlinerne samt tre herlige symfonier af Beethoven, Brahms og Tjaikovski med Radiosynfoniorkesteret og Thomas Dausgaard podcastet fra DR's hjemmeside.
Jeg har flere gange tænkt på at skifte lidt ud på repertoiret - men det er virkelig stjernestunder især i Torsdagskoncertsalen, som man kan nyde igen og igen.
Hurra for gadgets - det er da noget nemmere end da vi slæbte rundt på kassette- og cd-spillere.
Men somme tider tager de nu magten fra en: det er alt for sjovt at fifle med rip'ning, uploadning og hvad det nu alt sammen kaldes.
Gadgets og PC'en er nutidens "potensforlængere" - og der skal pusles om dem nøjagtig som Harly'en, Rolls'en og den gode gamle trædecykel!