
Man må konstatere, at udviklingen og trendene skifter lynhurtigt, og måske har vi beskæftiget os med tjenester fra i går. Men hovedsagen er, at vi har prøvet dem! Så er det ikke så svært med den næste trendy tjeneste. Og det giver en bedre forståelse for, hvad det er kunderne snakker om.
Jeg er usikker på hvor meget man kan genbruge af de aktuelt udvalgte 23 ting i en social virtuel dialog med vore lokale brugere. Der er forskel på det "vilde og helt åbne net" og de rammer, vi kan og vil agrere i. For os gælder det om at omsætte tilbud i en adminitrerbar og offentlig ramme - lidt a la BibStream i forhold til YouTube. Det tror jeg sagtens kan realiseres (tænk blot på Axiell’s Arena – eller planerne for bibliotek.dk).
British Library’s rapport om google-generationen er omtalt i en tidligere boble. Om vi skal vælge de samme løsninger som BL anbefaler ved jeg ikke – men der er nogle rigtig gode analyser af brugeradfærd at blive klog på, og det er vigtigt, når vi vil matche vore fremtidige brugere.
Til slut en filosofisk betragtning over al den personlige selv-eksponering som nogle af de sociale teknologier er udtryk for. Meget er efter min mening ren miljøforurening! Men på den anden side: det åbner vide perspektiver for bibliotekarjobbet som informationskompetent mediecoach og kvalitetsformidler!
Og hvad gør jeg selv: jeg bobler - i fuld offentlighed ...

