mandag den 18. februar 2008

De danske folkebibliotekers fremtid

I går kunne man opleve en søndagskronik i JyskeVestkysten om de danske folkebibliotekers fremtid skrevet af Niels Holck, tidligere seminarierektor og forstander for Rødding Højskole og med et kulturelt engagement i min fødeby Skive.

Holck er tydeligvis en af bibliotekernes støtter.
Det mest interessante i kronikken er hans udredning af udviklingen siden biblioteksloven af 1983.
Her overgik det statslige tilskud til et kommunalt bloktilskud.
Men kommunerne har jo selvstyre og bestemmer selv hvad kronerne skal bruges til - og det blev i højere grad til "asfalt , vuggestuer, ældreforsorg og skoler".
Derefter var bibliotekerne tvunget til at rationalisere - bøger såvel som personaler, og der blev ikke gjort meget ved indretningen.
Holck hævder at bibliotekerne ikke kan levere den vare brugerne efterspørger på de vilkår - og så falder bogudlånet!

Holck taler også om de sidste 20-30 års udvikling inden for kommunikation og videnformidling som et kvantespring på linje med Gutenberg. Det involverer naturligvis også bibliotekerne.
Derfor rummer Holck's vision af et velindrettet og tidssvarende bibliotek både bøger og IT.

Holck slutter med at fastslå:
"Skal en kommune i dag tiltrække og fastholde en befolkning, så er kommunens kulturtilbud et afgørende element. Og i den sammenhæng har bibliotekets en nøglestilling"

Lad os håbe at vore vise "kommune-fædre" læser - og forstår.
Det er jo en af forklaringerne på, at vi snart ikke længere har et centralbibliotek på Vestkysten.

Ingen kommentarer: