Eneren mod massen: Larmende kirkeøde

Konfrontationen mellem Rued Langgaard og Carl Nielsen i Ribe 2015

Pludselig er der gået et år, og Rued Langgaard-pilgrimmene samles igen i Ribe for at opdage nye sider af den notorisk sære komponist. De tidligere år har vi oplevet hvordan Langgaard lod sig inspirere af de store europæiske forbilleder i hans samtid. Og vi har måttet erkende at der ikke er meget plagiat, men derimod original kunst.

I år fejres 150-året for Carl Nielsens fødsel – så nu skal konfrontationen stå!

Som lægmand ved man at Langgaard hadede Nielsen. Det tiltror man gerne den sære domorganist, som gadedrengene i Ribe råbte ”Langhår” efter. Men er det misundelse eller måske snarere underlegenhedsfølelse, som ligger bag Langgaards udtalte foragt for Nielsen?
De tilhørende festivalforedrag  og koncertintroduktioner skaber forståelse og baggrund og giver et gribende billede af Langgaards håbløse kamp for at få sit hovedværk – operaen ”Antikrist” antaget på Det Kongelige Teater.

Gennem de sidste års festivaler er jeg med foredragene og intens lytning nået til, at Langgaard var et misrøgtet vidunderbarn af overambitiøse forældre, og selv om man også kan høre både lune og munterhed i hans musik, tror jeg ikke der var megen glæde i den komponisttilværelse.

Men Langgaard skabte jo store lytteværdige værker – både kammermusik, orgel-  og orkesterværker – en hel del endda i den fjerne domkirkeby langt fra det musikalske parnas, hvor Carl Nielsen set med Langgaards øjne boltrede sig som en fisk i vandet i et kollegialt netværk, som ganske manglede i Ribe, som godt nok er en gammel kulturby, men hvis store sønner gennem tiden – og de er mange – drog bort for at gøre deres lykke.

Undervejs forstår vi, at det, som det hele i virkeligheden handlede om, bunder i et opgør med nationalromantikken under indtryk af mellemkrigstidens kulturopfattelse og samfundsforståelse. 1864 og 1. verdenskrig er også vigtige milepæle i musikkens historie.
Carl Nielsen skrev sine musikfilosofiske værker – og Langgaard diskuterede uden at vinde det store gehør.

I 4 skønne og intense festivaldage blev de to komponister konfronteret i et veritabelt slagsmål på noder – indledt med et scoop af en festivalåbning torsdag den 3. september: Et Sang- battle, hvor en række af Nielsens kendte og elskede folkelige sange blev sunget som fællesgange akkompagneret af Prinsens Musikkorps. Som svar på hver fællessang fik vi nogle af Langgaards motetter fremført af Vokalensemble Vest.
Til slut opførte musikkorpset og vokalensemblet Langgaards ironiske motet ”Carl Nielsen, vor store komponist” – en slags perpetuum mobile – mens koret vandrede rundt i domkirken. Egentlig skulle det have foregået udendørs, og vandreturen skulle være rundt om kirken; men dette år er vejret ukristelig elendigt.

Battle-ideen holdt ved fredag eftermiddag med et Orgel-battle mellem Nielsen/Laub-traditionen og Langgaard. Organisterne Birgitte Ebert og Philip Schmidt-Madsen var de udøvende kræfter. På programmet var Nielsens præludier samt ”Commotio” spillet på domkirkens lille kororgel – og Langgaards store kirkeorgel ”svarede igen” for at slutte af med en uropførelse af Langgaards ”Carl Nielsen – Laub – Opgør”.
Sent fredag aften uropførtes Bo Gunges ”Stemmer i Domkirken”, hvor kororglet og et klaver i en fjern korarm agerede Nielsen, som bliver vrissent truttet igen af Langgaards orgel.

I det hele taget var der som altid mange stjernestunder i den kammermusikalske afdeling med Berit Johansen Tange, Christina Bjørkøe, Johannes Søe Hansen og Esbjerg Ensemble. Kammerkoncerterne var i år flyttet til den smukke klosterkirke Sct. Catharinæ, hvor også klostergården bliver skueplads for et lille sang-battle – næsten i læ for regn og blæst.

Gennem de sidste år er Ribe blevet en smuk kulisse for Langgaardfestivalen – endda med engageret hjælp fra lokale kor og statister med baggrund i det lokale amatørteater. Musikken er kommet helt ud i byrummet som når Parsifals gralsriddere vandrede gennem gaderne, og Trio Con Brio spillede på domkirkepladsen. Den slags tillod vejret ikke i år.

Til gengæld havde Ribes borgere den sidste uge før årets store satsning med ”Antikrist” undret sig over de mærkelige lyde, som slap ud fra prøverne i domkirken – og turisterne var ikke alle lige begejstrede over at måtte få anvist kompenserende turistattraktioner, fordi kirken var lukket.
Statister og sangere havde travlt med indstudering, så man fik næsten Oberammergau-fornemmelser, når man færdedes i byen.

Torsdag aften udløstes spændingen med en storslået premiere på ”Antikrist”.
Nodeudgaven står Langgard-specielisten Bent Vinholt Nielsen for. Regien og teksten er Langgaards instrueret af en anden Langgaard-kender: festivalens leder Esben Tange. Resultatet er blevet en mellemting mellem en opera og et oratorium.
Teksten er monstrøs, og mange ord har fået en helt anden mening i den langgaardske tankeverden. Således betyder ”kirkeopera” en opera med religiøst motiv. Og når sangerne gang på gang må formulere udtrykket ”larmende kirke-øde”, skal det ifølge Esben Tange forstås som den store åndelige tomhed.

Scenografien er enkel: 5 gaslygter + nogle rekvisitter, som henleder tanken på gammeltestamentlige ofringer og okkulte handlinger.

Det hele indledes med himmelsk, skøn orkestermusik. Pludselig springer Lucifer op af sin kiste og præsenterer alle de andre figurer i operaen. Munden der taler store ord, Mismodet, Den store Skøge og Hadet deklamerer deres budskab med fantastiske sangerpræstationer - og Guds stemme runger magtfuldt fra prædikestolen: Det er såmænd stiftets nye bisp, som i bedste Ribe/Oberammergau-stil har påtaget sig denne rolle.
Alt understreges af lyssætningen, som efterhånden er blevet et skattet element i festivalens opførelser.

De ugelange ”lyde” og prøvearbejde i kirken, som ikke altid er den bedste koncertsal, gav virkelig resultat: orkester og sangere fungerede fint under hvælvingerne, og tekst og stemmer stod tydeligt.
Torsdag aftens premiere blev efterfulgt af endnu en radiotransmitteret opførelse lørdag, og det blev en stor kunstnerisk sejr for alle involverede – og ikke mindst en stor oprejsning og hædersbevisning til Langgaard.

Langgaard troede han havde støtter på Det Kongelige Teater, hvor man var vant til den ”folkelige stil” hos Nielsen & Co.
Synd og skam, at han ikke oplevede retfærdigheden ske fyldest i Ribe – for ”Antikrits” er et absolut høreværdigt værk, som alle medvirkende – ingen nævnt ingen glemt – fortjener stor ros for.
Hvor ville det være stort, hvis en modig operachef i København eller Aarhus tog affære.

Så kunne det da være, at beskeden nåede Langgaard i Det Transcendente og skabte lidt glæde…