Eneren mod massen: Larmende kirkeøde

Konfrontationen mellem Rued Langgaard og Carl Nielsen i Ribe 2015

Pludselig er der gået et år, og Rued Langgaard-pilgrimmene samles igen i Ribe for at opdage nye sider af den notorisk sære komponist. De tidligere år har vi oplevet hvordan Langgaard lod sig inspirere af de store europæiske forbilleder i hans samtid. Og vi har måttet erkende at der ikke er meget plagiat, men derimod original kunst.

I år fejres 150-året for Carl Nielsens fødsel – så nu skal konfrontationen stå!

Som lægmand ved man at Langgaard hadede Nielsen. Det tiltror man gerne den sære domorganist, som gadedrengene i Ribe råbte ”Langhår” efter. Men er det misundelse eller måske snarere underlegenhedsfølelse, som ligger bag Langgaards udtalte foragt for Nielsen?
De tilhørende festivalforedrag  og koncertintroduktioner skaber forståelse og baggrund og giver et gribende billede af Langgaards håbløse kamp for at få sit hovedværk – operaen ”Antikrist” antaget på Det Kongelige Teater.

Gennem de sidste års festivaler er jeg med foredragene og intens lytning nået til, at Langgaard var et misrøgtet vidunderbarn af overambitiøse forældre, og selv om man også kan høre både lune og munterhed i hans musik, tror jeg ikke der var megen glæde i den komponisttilværelse.

Men Langgaard skabte jo store lytteværdige værker – både kammermusik, orgel-  og orkesterværker – en hel del endda i den fjerne domkirkeby langt fra det musikalske parnas, hvor Carl Nielsen set med Langgaards øjne boltrede sig som en fisk i vandet i et kollegialt netværk, som ganske manglede i Ribe, som godt nok er en gammel kulturby, men hvis store sønner gennem tiden – og de er mange – drog bort for at gøre deres lykke.

Undervejs forstår vi, at det, som det hele i virkeligheden handlede om, bunder i et opgør med nationalromantikken under indtryk af mellemkrigstidens kulturopfattelse og samfundsforståelse. 1864 og 1. verdenskrig er også vigtige milepæle i musikkens historie.
Carl Nielsen skrev sine musikfilosofiske værker – og Langgaard diskuterede uden at vinde det store gehør.

I 4 skønne og intense festivaldage blev de to komponister konfronteret i et veritabelt slagsmål på noder – indledt med et scoop af en festivalåbning torsdag den 3. september: Et Sang- battle, hvor en række af Nielsens kendte og elskede folkelige sange blev sunget som fællesgange akkompagneret af Prinsens Musikkorps. Som svar på hver fællessang fik vi nogle af Langgaards motetter fremført af Vokalensemble Vest.
Til slut opførte musikkorpset og vokalensemblet Langgaards ironiske motet ”Carl Nielsen, vor store komponist” – en slags perpetuum mobile – mens koret vandrede rundt i domkirken. Egentlig skulle det have foregået udendørs, og vandreturen skulle være rundt om kirken; men dette år er vejret ukristelig elendigt.

Battle-ideen holdt ved fredag eftermiddag med et Orgel-battle mellem Nielsen/Laub-traditionen og Langgaard. Organisterne Birgitte Ebert og Philip Schmidt-Madsen var de udøvende kræfter. På programmet var Nielsens præludier samt ”Commotio” spillet på domkirkens lille kororgel – og Langgaards store kirkeorgel ”svarede igen” for at slutte af med en uropførelse af Langgaards ”Carl Nielsen – Laub – Opgør”.
Sent fredag aften uropførtes Bo Gunges ”Stemmer i Domkirken”, hvor kororglet og et klaver i en fjern korarm agerede Nielsen, som bliver vrissent truttet igen af Langgaards orgel.

I det hele taget var der som altid mange stjernestunder i den kammermusikalske afdeling med Berit Johansen Tange, Christina Bjørkøe, Johannes Søe Hansen og Esbjerg Ensemble. Kammerkoncerterne var i år flyttet til den smukke klosterkirke Sct. Catharinæ, hvor også klostergården bliver skueplads for et lille sang-battle – næsten i læ for regn og blæst.

Gennem de sidste år er Ribe blevet en smuk kulisse for Langgaardfestivalen – endda med engageret hjælp fra lokale kor og statister med baggrund i det lokale amatørteater. Musikken er kommet helt ud i byrummet som når Parsifals gralsriddere vandrede gennem gaderne, og Trio Con Brio spillede på domkirkepladsen. Den slags tillod vejret ikke i år.

Til gengæld havde Ribes borgere den sidste uge før årets store satsning med ”Antikrist” undret sig over de mærkelige lyde, som slap ud fra prøverne i domkirken – og turisterne var ikke alle lige begejstrede over at måtte få anvist kompenserende turistattraktioner, fordi kirken var lukket.
Statister og sangere havde travlt med indstudering, så man fik næsten Oberammergau-fornemmelser, når man færdedes i byen.

Torsdag aften udløstes spændingen med en storslået premiere på ”Antikrist”.
Nodeudgaven står Langgard-specielisten Bent Vinholt Nielsen for. Regien og teksten er Langgaards instrueret af en anden Langgaard-kender: festivalens leder Esben Tange. Resultatet er blevet en mellemting mellem en opera og et oratorium.
Teksten er monstrøs, og mange ord har fået en helt anden mening i den langgaardske tankeverden. Således betyder ”kirkeopera” en opera med religiøst motiv. Og når sangerne gang på gang må formulere udtrykket ”larmende kirke-øde”, skal det ifølge Esben Tange forstås som den store åndelige tomhed.

Scenografien er enkel: 5 gaslygter + nogle rekvisitter, som henleder tanken på gammeltestamentlige ofringer og okkulte handlinger.

Det hele indledes med himmelsk, skøn orkestermusik. Pludselig springer Lucifer op af sin kiste og præsenterer alle de andre figurer i operaen. Munden der taler store ord, Mismodet, Den store Skøge og Hadet deklamerer deres budskab med fantastiske sangerpræstationer - og Guds stemme runger magtfuldt fra prædikestolen: Det er såmænd stiftets nye bisp, som i bedste Ribe/Oberammergau-stil har påtaget sig denne rolle.
Alt understreges af lyssætningen, som efterhånden er blevet et skattet element i festivalens opførelser.

De ugelange ”lyde” og prøvearbejde i kirken, som ikke altid er den bedste koncertsal, gav virkelig resultat: orkester og sangere fungerede fint under hvælvingerne, og tekst og stemmer stod tydeligt.
Torsdag aftens premiere blev efterfulgt af endnu en radiotransmitteret opførelse lørdag, og det blev en stor kunstnerisk sejr for alle involverede – og ikke mindst en stor oprejsning og hædersbevisning til Langgaard.

Langgaard troede han havde støtter på Det Kongelige Teater, hvor man var vant til den ”folkelige stil” hos Nielsen & Co.
Synd og skam, at han ikke oplevede retfærdigheden ske fyldest i Ribe – for ”Antikrits” er et absolut høreværdigt værk, som alle medvirkende – ingen nævnt ingen glemt – fortjener stor ros for.
Hvor ville det være stort, hvis en modig operachef i København eller Aarhus tog affære.

Så kunne det da være, at beskeden nåede Langgaard i Det Transcendente og skabte lidt glæde…

Disse 23 Ting!

Denne blog opstod som mange andre i forbindelse med et 23 Ting-projekt. Den har haft en lang hvilepause - det kan jeg se på mine feeds, at andre blog'er også har. Måske er det fordi bloggosfæren har nået sin mætningsgrad - eller er det blot er et udtryk for, at engagerede mennesker har mange jern i ilden? Måske kommunikerer de lige nu i de "traditionelle" medier?

Nu er Esbjerg's 23 Ting-projekt vel overstået, og i næste uge vil det vise sig, hvem der er den heldige vinder af den udlovede bærbare! Selv glæder jeg mig over at have fået en nyere og større Zenstone og et par lidt bedre lyttebøffer end dem jeg allerede havde investeret i.

IT og de sociale teknologier har været med i min faglige bagage temmelig længe. Derfor har der måske ikke været så meget nyt for mig i de mange øvelser – men det har været en god anledning til lige at gå ind og ”tjekke en ekstra gang”.
Man må konstatere, at udviklingen og trendene skifter lynhurtigt, og måske har vi beskæftiget os med tjenester fra i går. Men hovedsagen er, at vi har prøvet dem! Så er det ikke så svært med den næste trendy tjeneste. Og det giver en bedre forståelse for, hvad det er kunderne snakker om.

Jeg er usikker på hvor meget man kan genbruge af de aktuelt udvalgte 23 ting i en social virtuel dialog med vore lokale brugere. Der er forskel på det "vilde og helt åbne net" og de rammer, vi kan og vil agrere i. For os gælder det om at omsætte tilbud i en adminitrerbar og offentlig ramme - lidt a la BibStream i forhold til YouTube. Det tror jeg sagtens kan realiseres (tænk blot på Axiell’s Arena – eller planerne for bibliotek.dk).

British Library’s rapport om google-generationen er omtalt i en tidligere boble. Om vi skal vælge de samme løsninger som BL anbefaler ved jeg ikke – men der er nogle rigtig gode analyser af brugeradfærd at blive klog på, og det er vigtigt, når vi vil matche vore fremtidige brugere.

Til slut en filosofisk betragtning over al den personlige selv-eksponering som nogle af de sociale teknologier er udtryk for. Meget er efter min mening ren miljøforurening! Men på den anden side: det åbner vide perspektiver for bibliotekarjobbet som informationskompetent mediecoach og kvalitetsformidler!

Og hvad gør jeg selv: jeg bobler - i fuld offentlighed ...

De danske folkebibliotekers fremtid

I går kunne man opleve en søndagskronik i JyskeVestkysten om de danske folkebibliotekers fremtid skrevet af Niels Holck, tidligere seminarierektor og forstander for Rødding Højskole og med et kulturelt engagement i min fødeby Skive.

Holck er tydeligvis en af bibliotekernes støtter.
Det mest interessante i kronikken er hans udredning af udviklingen siden biblioteksloven af 1983.
Her overgik det statslige tilskud til et kommunalt bloktilskud.
Men kommunerne har jo selvstyre og bestemmer selv hvad kronerne skal bruges til - og det blev i højere grad til "asfalt , vuggestuer, ældreforsorg og skoler".
Derefter var bibliotekerne tvunget til at rationalisere - bøger såvel som personaler, og der blev ikke gjort meget ved indretningen.
Holck hævder at bibliotekerne ikke kan levere den vare brugerne efterspørger på de vilkår - og så falder bogudlånet!

Holck taler også om de sidste 20-30 års udvikling inden for kommunikation og videnformidling som et kvantespring på linje med Gutenberg. Det involverer naturligvis også bibliotekerne.
Derfor rummer Holck's vision af et velindrettet og tidssvarende bibliotek både bøger og IT.

Holck slutter med at fastslå:
"Skal en kommune i dag tiltrække og fastholde en befolkning, så er kommunens kulturtilbud et afgørende element. Og i den sammenhæng har bibliotekets en nøglestilling"

Lad os håbe at vore vise "kommune-fædre" læser - og forstår.
Det er jo en af forklaringerne på, at vi snart ikke længere har et centralbibliotek på Vestkysten.

Bibliotekaren fra inderst til yderst

Phil Bradley beskæftiger sig med bibliotekarfaget - mest det virtuellle.

Der er mange tankevækkende indlæg - også med et glimt i øjet.

På Phil Bradley's Blog fandt jeg denne joke (?)

Libraian Dress Up

"Den gamle bog - Oh lad den stå..."

Historien gentager sig med jævne mellemrum - nu diskuterer vi igen bibliotekets rolle og opgaver.
Det gør vi jo hele tiden internt - uden at det altid kommer til offentlighedens kendskab - men når en betrængt forlagsdirektør melder sig på banen, sker der noget, og alle gode kræfter iler til barrikaderne.
- eller skulle man sige i skyttegravene; for aktørerne er jo vant til at diskutere med hinanden, og hver i sær hører de, hvad de vil uden fornemmelse for, at de måske basalt set er mere enige end de selv vil vide af...

Selvfølgelig skal biblioteket være kulturbærer - eller kulturens spejl, som vi yndede at kalde det for debatter tilbage.

• Det betyder at det skal rumme både fortid, nutid og fremtid - med alt hvad det indebærer af medier og aktiv formidling ikke blot af bestsellere.
• Selvfølgelig skal de lokale biblioteker IKKE være museer - det har vi Det Kongelige Bibliotek til.
• Selvfølgelig skal biblioteket OGSÅ være en aktiv medspiller i det aktuelle samfund - hvorfor skulle man ellers investere offentlige kroner i det?

Jeg tror fortsat på biblioteket som læringsrum og oplevelsesrum.

Bibliotekerne trænger i den grad til at træde i karakter og ændre image. Det er jo dette forældede image, som nu får velmenende politikere til at gå til kamp for bevaring af bogen i en ny bibliotekslov. Kommer de mon nogensinde på et bibliotek?
Politikeres opgave er vel også at være fremsynet. Det får dem f. eks. til at drøfte Kattegatbroer, fordi tiden kræver det.

Tror man virkelig at tiden kun kræver papir på bibliotekerne?
Jeg gætter på at de samme politiske beslutningstagere langt hen ad vejen selv betjener sig af alle de andre informations - og oplevelsesmedier i deres private dagligdag.

Der kan være mange gode grunde til snart at kigge på en revision af biblioteksloven - men det skal ikke være for at skabe en ny museumslov eller sanktionere produktstøtte til forlagene. Derimod kan der måske være grund til at knæsætte, at bibliotekerne har pligt til at formidle relevante kulturbærende medier - også de smalle.
Det er en vigtig rolle for et kulturelt spejl - og det kræver politisk vilje at investere i.

Julestatus

Det ser stemningsfuld ud:
Jesus løfter velsignende sine hænder - men der er jo ingen hænder!
Nej, under opstanden i Soweto i 1976 beskød politiet forsamlingen, som havde søgt tilflugt i kirken. Hænderne røg af Jesus-figuren, og der gik hul i vinduet - ganske som en idyllisk halvmåne...
Der er ingen idyl i Soweto!
Det fandt jeg ud af på min IFLA-tur til Sydafrika, som er ved at udvikle sig til et ubehageligt kriminelt samfund.
Viljen til noget bedre er der dog stadig – og dertil agter man at bruge bibliotekerne som trygge steder, hvor man kan være i sikkerhed og lære at blive gode og oplyste samfundsborgere.

Her til lands løfter bibliotekerne den samme opgave - men på en langt mere udramatisk måde i naturlig forlængelse af vore demokratiske traditioner.

Vi indretter vore biblioteker som lærings- og oplevelsesrum, vi bygger bro og gør noget for integrationen af vore nye danskere - og vi flytter ud i cyberspace for at være nærmere vore brugere og hjælpe dem i den digitale forvaltning.

I overskrifter lyder det så enkelt - men realiteten er, at der gøres mange politiske, strategiske og også mere idealistiske tanker om, hvordan vi bedst formidler og fremmer en god samfundsudvikling.
Se blot på de mange blogs!

For mig er der ingen tvivl om, at biblioteket er en nyttig institution, som giver valuta for de investerede samfundskroner.

Men det er jo ikke nok at vi selv bekræfter hinanden i den slags antagelser - vi skal ud over rampen og markere os.

I Danmark er det ikke nok at markedsføre biblioteket som et trygt sted - dem har vi jo så mange af!

I trygge Danmark skal bibliotekerne provokere og pirre videbegærligheden - og hvor ville det være dejligt hvis forældrene undlod at formane poderne til at gå stille og tale sagte som i vore bedsteforældres tid.
Der er virkelig behov for et nyt og meget mere dymanisk image!

Nu får vi så en national markedsføringskampagne - lad os håbe at den resulterer i andet end manende portrætter af Bithe Rønn Hornbech og andre kendisser.

Jeg har al mulig agtelse for gæve og modige fru Hornbech - måske var det derfor, at jeg følte hendes faste blik så tyngende, hver gang jeg rundede hendes kontrafej ophængt i øjenhøjde på mit bibliotek.

Der skulle virkelig mod til at være bibliotekar i den kampagneperiode og aldrig har der være så tyst!

Remote Control

• "Centralbiblioteksstrukturen er søgt tilrettelagt med henblik på at skabe en så rationel opga­ve­­varetagelse som muligt samt en fornuftig geografisk spredning."


• "Der bliver således et centralbibliotek i hver region, dog således at der bliver to centralbiblioteker i region Syddanmark. Regionen er stor og har en infrastruktur med mange udkantsområder. "

Esbjerg- området kan tilbyde mere end 50 mellem- og længerevarende udannelser. Og selv om også uddannelseslandskabet er i kraftig omstrukturering i disse tider er der stadig 2 universiteter repræsenteret blandt de mange udbydere.

Studiebyen Esbjerg skal tiltrække potentielle studerende - og også gerne fastholde egnens ungdom.
For hvorfor skal al udvikling flytte østpå, så Vestkysten bliver lige så vild og øde som "over there" (altså endnu længere vestpå) ?
Vi er nået langt væk fra vort image som "Nordens Chigago", hvor man risikerede en på lampen, når man stak næsen frem.
På Tobakken er der masser af god rytmisk musik; og i Musikhuset har Den Ny Opera sat Esbjerg på det internationale operalandkort: gæsterne skrider forventningsfuldt over byens torv, mens fanfarerne kalder til Wagnerfestspil - ganske som i Bayreuth!

EKB er også et element i profileringen, for Esbjerg har jo gode og veletablerede traditioner for biblioteksnetværkssamarbejde til gavn for de mere end 6000 uddannelsessøgende i området. EKB spiller en vigtig rolle som materialeforsyningsbase i det Vestjyske.

Alt dette har kulturministeren og andre gode folk åbenbart taget hensyn til på deres ganske særlige måde ifølge ovenstående citater fra Biblioteksstyrelsens redegørelse om den kommende reform af centralbiblioteksvirksomheden: De to CB'er i Region Syd kommer til at ligge i Vejle og på Fyn - så nu er EKB lidt til en side.

Men hva' pyt - vi kommer da i division med København og Århus - så mon ikke det ender med at vi overhaler de andre indenom og avancerer fra nummer 5 til nummer 3 i kampen om at blive Danmarks største by?