fredag den 14. december 2007

Ren nostalgi

Week end'en er ved at indfinde sig, og jeg skal hjem og hvile ørerne efter sidste omgang af vort projektlederkursus. Smutter lige ind på BibLog og ser, at Commodore 64 fejrer 25 år's fødselsdag.

Ak ja, det var tider:
Centralbiblioteket for Ribe Amt skulle være vært for Danmarks Biblioteksforenings landsmøde, og også for 25 år siden ville vi gerne være på forkant med udviklingen. Vi havde allerede så småt vænnet os til de enorme "radioapparater", hvor man via TTY forbindelse og knurrende modem'er kunne komme i forbindelse med alverdens viden i Dialog og andre nyttige databaser.
Vi syntes da også vi gjorde lidt pionerarbejde ved at være med til at retroindatere til Basis.
Men der manglede måske lidt til at markere DB-værtsskabet og imponere kollegerne med.

På projektlederkurset har jeg lært, at Esbjergs motto "Rask må det gå" ikke altid er den bedste arbejdsform. Vi tog mottotet for pålydende dengang, og en morgen stod der lidt uventet for de fleste 4 flunkende nye og "handy" Commodore 64'ere i en hyggelig krog af udlånet - til fri afbenyttelse for publikum!!
Et var at fifle forsigtigt med "radioapparaterne" - men vi havde da aldrig troet at vi skulle have LEGETØJ på biblioteket. Så vi luskede genert rundt om de - set gennem vore dages briller - klumsede tingester - og det kneb ikke så lidt med at finde ud af hvad de skulle bruges til - altså andet en praleri...

Markedsføringen gav ganske sig selv - for også rygter har det med at ile rask herude vestpå. På no time summede udlånet af potentielle brugere, som kæmpede om pladserne - endda nogle af de bogdroppere, vi ellers havde gjort os så store overvejelser om at hente tilbage til bøgernes verden.
Der kom virkelig gang i gamle Tante Bibbe, og det krævede bibliotekarnerver af stål at håndtere de mange konfrontationer, alt mens vi anede, at en vis form for organisering nok var nødvendig.
Lige meget hjalp det: kaos var kommet for at blive, og man kunne observere, hvordan clips og andet biblioteksrelevant udstyr kan bruges til at kortslutte "elektrisk legetøj".

Efter ganske få dage var der dog ro igen: alt var kortsluttet, krudtrøgen havde lagt sig, og DB-kollegerne rejst hjem.
Projekarbejde kendte vi stadig intet til - men det hindrede os ikke i at planlægge den fremtidige benyttelse lidt nøjere og trods alt få lidt fornøjelse ud af de 4 tingester.

Om et par dage har vi vel 100 publikumspc'ere i EKB - men for en 68'er er det jo det rene ingenting sammenlignet med 4 "64'ere"!

Ingen kommentarer: