onsdag den 5. december 2007

Bib Life - Sex Life - Second Life

Biblioteksvagtens chat er en ret aktiverende måde at kommunikere med brugerne på.

Man skal rubbe fingrene og være cool, mens spørgeren i den anden ende venter med animerende spørgsmål som ”Hallo er der nogen” o.l.

Samtidig kimer telefonen: en ihærdig person angiveligt uden pc, vil have reserveret en bog i Odense, og den søde ældre krydsordsdame skal finde en komposition af Grieg på tre ord – ”og kan du så ikke lige også...”
En sur skoleelev svarer utilfredsstillende til et mailsvar med hjælp til selvhjælp konciperet, alt mens det hele blipper og båtter.

Sådan en gennemsnitsaften på Biblioteksvagten mindes jeg min gamle læremester på Kultorvets Læsesal: hun kunne jonglere med 2-3 telefoner - og lød kun lettere stresset.

Det er virkelig en lettelse at der nu er indført et ”automatsvar” som velkomst, når nye kunder melder sig i chatkøen.
Citeret efter hukommelsen lyder svaret noget i retning af: ”Tak for dit spørgsmål. Vi kigger lige på sagen og undersøger nærmere”

Denne fredag aften pingede "patric" ind, og han gik lige til sagen: "Er du en kvinde?"
Man kan da sige at ”automatsvaret” her må forventes at indebære, at man har foretaget en mindre selvransagelse i ventetiden!

Jeg synes stadig Bibvagten er et godt dansk koncept sammenlignet med mange andre services i verden.
Men vent bare og se hvor sjovt det bliver når vi flytter ud i Second Life – "patric'erne" kan glæde sig til megen fryd for øjet, og selv jeg gamle kone fremstår som en åleslank backfish (eller hvad det nu var de hed - dengang..)

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg kan virkelig håbe at I undlader at engagere jer i Second Life og istedet lægger krfæterne der hvor det største potentiale stadig er - på web.

Det er vel efterhånden almindeligt kendt at Second Life hverken er noget vidundersted og i øvrigt også en verden i brugsmæssig nedgang - så hypen der kunne give gratis omtale er også for længst ovre..

Men ok - første step er selvfølgelig at få kendskab til mediet - men kan lidt desk research ikke gør det istedet for at sætte et stor apparat i gang med involvering i Second Life?

I øvrigt skægt at man bliver spurgt om sin identitet når man sidder på vagt på Biblioteksvagten - måske var det en ide at sætte et foto på siden så man kan se, hvem der betjener brugeren på biblioteksvagten? Lavteknologisk, effektivt og imødelommende - som på det fysiske bibliotek.